Her er en dejlig opskrift på peberbøf med pommes frites og brøndkarse. Opskriften giver 4 portioner.
Ingredienser
4 skiver velhængt oksefilet, oksemørbrad, tyndstegsfilet eller tykstegsfilet á ca. 200 g
ca. 2 spsk grønne, umodne peberkorn
Salt
Ca. 75 g smør
3-5 spsk cognac
½-1 dl god bouillon
1 dl rødvin
½ tsk fransk sennep
ca. 1 dl creme fraiche
Evt. ½ tsk god kødekstrakt
Tilbehør
Pommes frites
Brøndkarse
Fremgangsmåde
Bank bøfferne med håndroden og skub dem let sammen. Hæld væden fra peberkornene og hak dem meget fint med en kniv. Aftør bøfferne med køkkenrulle. Smør de finthakkede peberkorn ud over bøfferne på begge sider. Brun smørret på en tykbundet pande. Læg bøfferne på og brun dem ved kraftig varme. Pas på smørret ikke branker. Dæmp varmen lidt. Steg bøfferne 1½-3 minutter på hver side, afhængigt af tykkelse og kvalitet. Drys med salt under stegningen.
I forvejen har man stillet de øvrige ting parat. Bær nu panden ind ved bordet og sæt den på et tændt rechaud (spritbrænder). Vip panden ganske lidt og hæld den lillefingervarme cognac over. Antænd cognac’en med flammen fra brænderen. Vip panden frem og tilbage til flammerne er døet hen. Læg hver bøf på en glovarm tallerken. Kog panden af med bouillon, rødvin og creme fraiche og smag sovsen til med salt, fransk sennep og evt. lidt kødekstrakt. Indkog sovsen lidt og fordel den over bøfferne.
Servering
Server bøfferne straks med pommes frites og brøndkarse.
Variation af flambering
Bøfferne kan flamberes med Armagnac i stedet for cognac. I nødstilfælde også med whiskey, men ikke med snaps.
Tips og tricks
Det er bedst at bruge grønne, umodne peberkorn til peberbøf. De er ikke så stærke som knust, tørret sort peber. De grønne peberkorn fås på dåse i delikatesse- og visse købmandsforretninger og supermarkeder. Tiloversblevne peberkorn hældes på et lille glas med skruelåg. Overhældes med olie, så den dækker. Opbevares i køleskabet . Olien får en fin pebersmag og kan bruges til at pensle grillmad med.
Der kan anvedes hel, knust sort peber til peberbøf, men de er for stærke og det går en del ud over kødets fine smag.
Retten kan laves helt færdig i køkkenet.
Skriv et svar