Her er opskriften på en frikassé med lam. Men du kan også bruge kylling (se tippet i bunden). Opskriften her rækker til 8 personer.
Ingredienser
1 afpudset lammebov eller bryst (ca. 1½ kg)
2 tsk salt
Suppevisk
1 porretop
2 kviste timian
1 laurbærblad
2 kviste persille
600 g gulerødder
1 bundt grønne asparges (500 g)
4 dl fløde
5 spsk majsstivelse
400 g ærter
1 bundt dild
Tilbehør
1½ kg aspargeskartofler
Sådan laver du lammefrikassé med forårsgrønt
Kom kødet i en gryde med vand, så det dækker. Kog op og skum af. Bind porretop med timian, laurbærblad og persille til en suppevisk. Kom salt og suppevisk i gryden til kødet. Læg låg på gryden og kog kødet ved svag varme i ca. 1-1½ time, til det er mørt.
Skræl gulerødder og skær i skiver. Knæk den nederste træede ende af aspargesene og skær dem i snitter á ca. 3 cm. Tag suppevisk og kød op af gryden. Kog nu grønsager et par minutter i suppen. Tag grønsagerne op.
Si 1 liter supper fra og komk den i en gryde. Rør majsstivelse i fløden og hæld fløden i suppen under omrøring. Kog suppen i 2 minutter til den tykner. Tilsæt grønsager og ærter og kog op. Er saucen for tyk spædes til med mere suppe. Skær kødet i tern og vend i saucen. Varm kødet i saucen. Drys med hakket dild.
Servér frikasséen med kogte aspargeskartofler.
Tip
Frikasséen kan også tilberedes med kylling i stedet for lam. Skal det gå rigtig hurtigt kan man anvende kyllingebrystfilet, som kun skal koge i ca. 10 minutter.
Skriv et svar