Tapas kan spises på mange måder. Her er en opskrift på lækker tapas med røget laks og røget hellefisk, samt rejer og grønsager. 3 slags lækker dressing bliver det også til i denne opskrift, som er beregnet til 4 personer.
Ingredienser
150 g røget laks i skiver
150 g røget hellefisk i skiver
250 g frosne skalrejer (optøede)
½ agurk
4 gulerødder
4 stilke bladselleri
1½ bg (300g) græsk yoghurt 10%
Hvidløg
Karse
Chilisauce
Tomatpuré
Frisk, høvlet peberrod
Fine salatblade
4 pitabrød
Cherrytomater (til pynt)
Fremgangsmåde
Fordel yoghurten i 3 skåle. Smag den ene portion til med presset hvidløg og vend masser af karse i. Smag den anden portion til med chilisauce og tomatpuré. Den tredje portion smager du til med høvlet peberrod. Stil dressingerne i køleskabet til serveringen.
Skær alle grønsager i stave, og anret dem i lave glas eller i et fad.
Læg strimlet salat på et stort fad og anret lakseskiverne i den ene side, mens hellefiskeskiverne anrettes i den anden side. I midten lægger du skalrejerne i en stak. Pynt fadet med cherrytomater.
Skær hver pita i 6 trekanter. Del trekanterne i ”folden” og læg dem på en bageplade med ydersiden nedad. Sæt dem i en 200 grader varm ovn og bag dem i 5-6 minutter, indtil de er gyldne og sprøde.
Sæt fiskefadet, grønsagerne og dressingerne på bordet sammen med de varme pita-trekanter.
Læg en bid fisk på et pitastykke, dyp i en af dressingerne og spis de knasende sprøde grønsager til.
Skriv et svar