Her er en opskrift på en rejecocktail med lidt ekstra. Perfekt som forret til en god middag, f.eks. til nytårsaften. Opskriften er beregnet til 4 personer.
Ingredienser
300 g frosne store rejer (optøede)
Dressing:
½ bg (100 g) græsk yoghurt 10%
100 g let mayonnaise
2-3 spsk tør sherry
2-3 dråber tabascosauce
Salt og peber
ca. 150 g frisk ananas (eller usødet ananas fra dåse)
ca. 15 cm agurk (eller en stilk bladselleri)
Fine salatblade
Pynt:
8 frosne skalrejer (optøede)
lidt karse
3 spsk ristede pinjekerner
Lunt brød
Fremgangsmåde
Lad rejerne dryppe godt af.
Rør yoghurt og mayonnaise sammen og tilsæt så meget koldt vand eller mælk at du får en cremet dressing. Smag den til med sherry, tabascosauce samt salt og peber. Dæk den til og lad den trække ½ times tid i køleskabet.
Skræl den friske ananas og skær 2-3 ca. 1½ cm tykke skiver af den. Fjern den hårde stok i midten og skær frugtkødet i tern. Bruger du ananas fra dåse, skal den blot dryppe af og skæres i tern.
Skræl agurken, flæk den og skrab kernerne ud med en teske. Skær frugtkødet i tern eller halvmåner og bland dem med ananasternene. Du kan også blande ananasternene med halvmåner af bladselleri.
Rist pinjekernerne på en tør pande eller i mikroovnen, til de er gyldne og lad dem dryppe af på køkkenrulle.
Læg et lag fintstrimlet salat i bunden af 4 portionsglas og læg lidt ananasblanding på. Kom en skefuld dressing på og fordel halvdelen af rejerne oven på den. Læg resten af ananasblandingen på, det meste af dressingen og resten af rejerne. Læg den sidste lille smule dressing på i en lille top og pynt med de ristede pinjekerner og lidt karse.
Hæng 2 skalrejer på kanten af hvert glas og server dine rejecocktails med lunt brød til.
Skriv et svar