Her er en dejlig opskrift på nogle tykke bøffer af oksefilet med champignonsovs. Opskriften giver 4 portioner.
Ingredienser
4 tykke bøffer af velhængt oksefilet eller tykstegsfilet á ca. 200 g
Olie
Salt og peber
50 g smør
Champignonsovs
4 skalotteløg
½ kg champignoner
1 dl bouillon
1 dl tør sherry
1 tsk lys fransk dijonsennep
1-1½ dl creme fraiche eller piskefløde
evt. citronsaft
Hakket persille
Tilbehør
Flute
Haricots verts (bønner)
(se evt. variationer herunder)
Fremgangsmåde
Bank bøfferne med håndroden og skub dem sammen. Aftør med køkkenrulle. Opvarm 1-2 spsk olie på en tykbundet pande. Vend bøfferne på den gloende varme pande, så kødet er let brunet og kødporerne lukket. Tag bøfferne af panden. Aftør panden med køkkenrulle.
Brun smørret. Steg bøfferne ca. 3 minutter på hver side. Vend bøfferne olfte under stegningen. Drys salt og friskkværnet peber på under stegningen. Tag bøfferne af panden og læg dem i et ovnfast fad. Dæk fadet med folie og hold bøfferne varme i ovnen ved 75 grader, mens champignonsovsen tilberedes.
Champignonsovs
Svits de finhakkede skalotteløg på panden til de er klare. Tilsæt skiveskårne champignoner og rist dem nogle minutter ved stærk varme.
Tilsæt evt. lidt mere smør. Kog panden af med bouillon, sherry og creme fraiche / piskefløde. Lad sovsen indkoge lidt og smag den til med salt, peber, fransk sennep og evt. nogle dråber citronsaft.
Servering
Fjern foliet og hæld champignonsovsen over bøfferne. Drys hakket persille på retten og server den straks med lun, sprød flute og haricots certs.
Variationer med tilbehøret
Bøfferne kan serveres med råstegte kartofler og smørdampede ærter.
Eller retten kan serveres med små pillekartofler vendt i smeltet smør og hakket persille.
Giv desuden brøndkarse til.
Tips og tricks
Har man ikke kraftsuppe til sovsen anvendes bouillon fra dåse, bouillonterninger eller god kødekstrakt.
Retten serveres på varme tallerkener.
Vil man give sovsen et ekstra pift, kan retten flamberes ved bordet. Hæld 3-4 spsk lillefingervarm cognac eller whiskey over, antænd og vip fadet frem og tilbage, til flammerne er døet hen. Husk at have et par tykke grydelapper ved hånden.
Skriv et svar