Her er en dejlig forret med salat, kartofler, grønne bønner og chorizopølser. Opskriften rækker til 4 personer.
Ingredienser
150 g rucola
500 g små kartofler
150 g grønne bønner
2 skalotteløg
1 lille stykke spansk rød chili
1 håndfuld mandler
ca. 200 g friske chorizo pølser
1½ tsk citronsaft
2 spsk balsamicoeddike
1 spsk olivenolie til stegning
3-4 spsk jomfruolivenolie
salt og peber
1 lille bdt purløg
1 lille bdt frisk koriander
1 lille bdt dild
Sådan laver du en forret med salat, kartofler, grønne bønner og chorizopølser
Skyl, rens og tør rucolaen.
Vask og skrab kartoflerne. Kog dem akkurat møre i letsaltet vand. Køl dem af til de er lune, skær dem halve og kom dem i en skål.
Nip bønnerne og blancher dem 3-4 min. i letsaltet vand. Hæld koldt vand på dem og lad dem dryppe af. Snit bønnerne og bland dem med kartoflerne. Pil og hak skalotteløgene fint. Snit chilien i fine strimler og hak mandlerne groft. Skær pølserne i mindre stykker og steg dem 3-4 min. i olie, tilsæt chili, løg og mandler og steg yderligere et par minutter Lad det dryppe godt af for fedtstof inden det kommes i salatskålen. Tilsæt citronsaft, eddike og olie, vend det grundigt rundt og smag til med salt og peber. Hak krydderurterne og kom dem og rucolaen i salatskålen. Vend det forsigtigt rundt og server med det samme.
Skriv et svar