Her er opskriften på den klassiske rejecocktail. Rejecocktail er en af de mest brugte forretter overhovedet. Denne opskrift rækker til 4 personer.
Ingredienser
Til dressing
2 små skalotteløg
1½ dl hvidvin
4 spsk mayonnaise
2 spsk cremefraiche
2 tsk tomatpuré
1 lille tsk finthakket frisk fransk estragon
½ tsk Worchestershiresovs
½ tsk dijonsennep
en smule fintreven citronskal
1 knivspids cayennepeber
3 cl cognac
salt og peber
De andre ting
lyse blade fra et romaine-salathoved
1 sød grapefrugt
3 hårdkogte æg
8-10 cocktailtomater
4 store håndfulde friskpillede nordsørejer
lidt finthakket estragon og klippet purløg
skiver af citron
Sådan laver du en rejecocktail med dressing
Hak skalotteløgene meget fint og kog dem i hvidvin til der stort set ikke er mere væde omkring løgene. Køl det af og bland det med de øvrige ingredienser til dressingen. Smag dressingen til.
Snit eller riv salatbladene i mindre stykker. Skræl grapefrugten og skær fileter af den. Skær æg og tomater i ¼. Læg lidt salat i bunden af fire store glas eller glasskåle. Læg derefter rejer skiftevis med grapefileter og salat. Kom lidt dressing mellem lagene. Pynt med æg og tomater og de sidste rejer. Dryp lidt dressing på og drys med krydderurter. Sæt en citronskive på kanten af glassene. Skal det være så lad det være.
Skriv et svar