Her er en forret med jordskokkesuppe med soyamarineret kuller. Opskriften er beregnet til 4 personer.
Ingredienser
Til suppen
4 pillede, finthakkede skalotteløg
Lidt smør
150 g skrællede jordskokker i halvgrove stykker
1 dl hvedeøl eller hvidvin
2-3 dl fiskefond
½ dl piskefløde
Salt og peber
1 citron
Fisken
8 store tern af kullerfilet uden ben (bør have været frosset)
4 spsk soya
25 g skrællet og finthakket ingefær
Lidt finthakket chili
Lidt hakket koriander
1 lime
Rørsukker
4 bambusgrillpinde
Fremgangsmåde
Sådan laver du suppen
Gør skalotteløgene bløde i smørret i en gryde, de må ikke tage farve. Tilsæt jordskokkerne og lad dem lige sætte sig i bunden af gryden, tilsæt øl og lad det koge ind til en tredjedel. Tilsæt fiskefonden og fløden og lad nu jordskokkerne koge helt ud. Krydr med salt og peber.
Blend suppen og smag til med salt, peber og citronsaft. Hvis du ønsker at gøre suppen mere spicy, kan du på toppen tilsætte et par dråber chipotlemos (dåse med røget chili i tomatsauce), det smager rigtig godt.
Hvis der mangler lidt fylde i suppen, kan du smørdampe lidt fintsnittet porre.
Sådan laver du kuller-fisken
Rør soya, chili, ingefær og koriander sammen. Smag til med limesaft og sukker. Lad fisketernene marinere heri i ca. 30 minutter. Vend dem et par gange undervejs.
Ved servering varmes suppen. Fisken trækkes på pinde med lidt lime.
Skriv et svar