En af de store klassikere, er leverpostej. Her kan du se en opskrift på en hjemmelavet klassisk leverpostej. Opskriften giver ca. 5-6 forme á 2½-3 dl pr. stk.
Ingredienser
50 g smør eller andefedt
50 g mel
1 dl mælk
2½ dl bouillon
1 æg
1 løg
1 fed hvidløg
bladene af 2-3 kviste timian
½ tsk stødt allehåndefrø
4-5 ansjosfileter (de søde i lage)
2-3 tsk salt
½ tsk kværnet sort peber
300 g finthakket svinelever
200 g finthakket spæk
eller en dybfrossen rulle med blandet lever og spæk
tynde baconskiver eller laurbærblade
Sådan laver du hjemmelavet leverpostej
Bag fedtstof, mel, mælk og suppe sammen i en gryde over moderat blus. Skru ned og bag det godt igennem. Køl opbagningen af i køleskabet.
Kør æg, løg, hvidløg, timian, allehånde, ansjoser og opbagningen i foodprocessoren. Hæld det i en skål og bland det omhyggeligt med lever og spæk. Fyld farsen i små folieforme. Læg en skive bacon eller et laurbærblad oven på hver portion. Bag én af leverpostejerne og frys evt. resten. Bag leverpostejen i vandbad i ovnen ved 170° (almindelig ovnvarme). Bag den i 35-40 min.
De leverpostejer der ikke skal bages med det samme pakkes omhyggeligt hver for sig og stilles i fryseren. Opbevar dem højst 3 mdr. i fryseren. Når de skal bages skal de ikke optøs før de sættes i ovnen. En dybfrossen leverpostej skal bages i 55 min.
Tips
Hvis der bruges dybfrossen hakket lever og spæk skal blandingen først optøs i ca. 18 timer i køleskabet.
Leverpostejsfarsen kan selvfølgelig også bages som én stor form. Beregn da en bagetid på 3 kvarter til 1 time (alt efter hvor høj formen er), i vandbad, ved 170° almindelig ovnvarme
Ansjoser i leverpostej er en gammel og god skik og giver en meget velsmagende postej. Men de kan sagtens udelades.
Skriv et svar